Vores nyrenoverede feriebolig er familie- og handicapegnet. Vi har designet køkken og wc/bad og de niveaufri overflader inde og ude, så lejligheden med terrassen og P-pladsen udenfor opfylder de danske standarder, der gør den handicapegnet.
Ferielejligheden er før ibrugtagning blevet gennemgået af lokale repræsentanter for Dansk Handicap Forbund, og de har fundet den praktisk, velindrettet og i orden til handicappede. Vi er selvfølgelig altid åbne over for tips og forslag til forbedringer, ligesom vi gerne hjælper vores gæster med evt. praktisk indretning mv. under opholdet.
Hjælpemidler: For dig, som er handicappet og f.eks. har hjemmehjælp og/eller liftseng, toiletstol eller andre hjælpeforanstaltninger i eget hjem, så kan du kontakte din hjemkommune om at få installeret tilsvarende foranstaltninger her i ferieboligen, mens du er her. Det er noget, din hjemkommune arrangerer i dialog med Bornholms Regionskommune. Vær venlig at få regionskommunen til at kontakte os for nærmere aftale angående tidspunkt for deres evt. levering og afhentning af dine hjælpemidler.
Ferieboligen er på ca. 50 kvadratmeter. Den består af køkken-alrum, stort bad/wc og soveværelse med to senge. I stuen er der udtrækssofa, og efter behov kan der arrangeres ekstra opredning. Lejligheden har egen indgang, mod øst, og der er masser af vinduer med lysindfald fra øst og syd samt et matteret vindue mod nord i lejlighedens toilet/bad ud til gårdspladsen.
Foran indgangsdøren er den udendørs terrasse på ca. 50 kvadratmeter belagt med ru bornholmsk granit. Bilen kan køre helt op til terassen.
Spørg endelig, hvis I har særlige ønsker til indretningen, eller hvis der er andre hensyn, der skal tages. Vi går gerne i dialog for at løse alle udfordringer.